Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnemiljøvurdering

Børnemiljøvurdering i KKFO ved Skolen på Amagerbro 2022/2024

KKFO’en ligger på Skolen på Amagerbro. Vi overgik til at blive en KKFO på skolen den 1. august 2021. I januar 2020 flyttede vi ind i vores egne nye lokaler på skolen og vi har et godt og stærkt samarbejde skole og KKFO imellem.

I KKFO’en laver vi en børnemiljøvurdering hvert andet år. Her inddrager vi en gruppe af børn i et digitalt spørgeskema og ud fra deres svar, sætter vi fokus på, hvad de tænker.

Formålet med at udarbejde en børnemiljøvurdering er at sætte fokus på udviklingen af et godt fysisk, psykisk og æstetisk miljø, der fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. En børnemiljøvurdering sætter fokus på børnemiljøet og tydeliggør hvilke ændringer, der kan være med til at forbedre dette. Alle børn i dagtilbud i Danmark har ret til et godt børnemiljø; fysisk, psykisk og æstetisk.

Børnemiljøet skabes af den gensidige påvirkning, som finder sted mellem børnene og omgivelserne. Det fysiske, psykiske og det æstetiske børnemiljø er ofte sammenhængende og har stor indflydelse på hinanden, derfor er det uhensigtsmæssigt at lave for stramme opdelte definitioner. Eksempelvis påvirker et dårligt fysisk børnemiljø både det psykiske og æstetiske miljø.

For at sikre at alle synsvinkler bliver tilgodeset i processen, kan det alligevel være rart at knytte nogle vejledende betegnelser til hver af dem.

En børnemiljøvurdering er en vurdering af dagtilbuddet, hvor man undersøger børnenes opfattelse af dagtilbuddet og den hverdag, de oplever.

Alle KKFO’er i Danmark skal udarbejde en skriftlig børnemiljøvurdering mindst en gang hvert andet år. En børnemiljøvurdering er et redskab, som bruges til at beskrive, vurdere og udvikle børnemiljøet.